Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Et udvalg af ældre og nyere litterære tekster sammenstillet med et tilsvarende udvalg af billedkunst, der afspejler landskaberne i Danmark. Meget inspirerende for alle interesserede i dansk litteratur og kunst

Beskrivelse

Kunsthistoriker Bente Scavenius og litteraturanmelderen Bo Tao Michaëlis fra Politiken sammensætter i denne farveillustrerede bog dansk kunst og litteratur, som giver indtryk af den måde, det danske landskab er blevet opfattet på. Således er 55 kunstværker sat sammen med 55 litterære tekster, og hvert billede og litterært bidrag har hver sin introduktion. Bogen præsenterer derudover flere større temaartikler om fx landskabsmaleriets udvikling, kunstnerkolonierne i Skagen og på Fyn og Bornholm og "udkantslitteratur og hovedstadstekster". Bogen kan ses som en fortsættelse af forfatternes Bybilleder - kunstnernes og forfatternes København, der udkom i 2016 og er i samme udstyr og layout som den nye bog

Vurdering

En dejlig og lækker bog med fine illustrationer og tekster, der bobler over af begejstring og fortælleglæde. Forfatterne skal også roses for deres til tider utraditionelle og overraskende kombinationer, fx sættes Emil Aarestrups "Angst" fra 1838 sammen med Kehnet Nielsens billede "Efterlandskab" fra 2013

Andre bøger om samme emne

Landskabet i dansk kunsthistorie behandles med en naturvidenskabelig synsvinkel i Jordforbindelser. En udstilling på Brandts Klædefabrik i 2004 havde samme tema: Malernes og forfatternes Danmark