Lektørudtalelse

Forfatter: Jeanette Thisted Villadsen

Kort om bogen

Her er kogebogen til de modige børn, der vil imponere venner og familie med en rigtig klam middag. Bogen henvender sig til børn fra ca. 7 år, som med lidt voksenhjælp sagtens kan fremstille de lækreste ulækre retter

Beskrivelse

Her får du opskrifter på geléorme, kattebæ, bagt menneskehånd og mange andre virkelig klamme ting. Opskrifterne er illustreret med fotos. Udover opskrifterne finder du eksempler på virkelighedens ulækre delikatesser. Vidste du fx at i Vietnam er ristede rotter en delikatesse, eller at de i Indien spiser ost fyldt med maddiker? Bogen slutter med tips og tricks til at arrangere den klammeste fest samt en gennemgang af de mest basale køkkenregler

Vurdering

Her er kvalmegaranti for alle kedelige voksne. Opskrifterne virker lige til at gå til og de fleste af ingredienserne findes i mange køkkener eller også er de lette at skaffe. De meget virkelighedstro farvefotos er med til understrege det ulækre udtryk i retterne. Her er inspiration at hente til de næste mange halloweenfester

Andre bøger om samme emne

Hvis du er blevet bidt af at lave lækre ulækre retter, kan du med fordel også finde inspiration i Fætter Klams (u)lækre monsterkogebog eller Heksekogebogen