Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

Shoot'em up-spil, som foregår i 1946, i en alternativ version af 2. verdenskrig, hvor nazisterne har overtaget. Du er leder af en flyeskadrille, som skal tage kampe op mod nazi-overmagtens futuristiske flyvevåben. Fra 12 år

Beskrivelse

Dette er et top-scrollende shoot'em up, i stil med det klassiske arcadespil "1942" (1984). Du er pilot i et lille amerikansk krigsfly og ved din side har du tre wingmen. Opgaven er enkel: bølger og atter bølger af nazifly, flyvende tanks, ufo'er og andet fantasifuldt krigs-isenkram skal plaffes ned. Hver mission afsluttes med et "boss-fly" som er ekstra vanskeligt at klare. Undervejs kan man samle power-ups, som fx giver bedre våben. Mellem missionerne kan evner og udstyr opgraderes, både på eget fly og på dine assisterende fly. Mulighed for co-op for op til 4 spillere. Sprog: engelsk

Vurdering

Dette er god, uforpligtende underholdning! Der er en humoristisk og selvironisk tone gennem spillet. Dialogen er teatralsk, uden tvivl bevidst amatøragtig. Grafikken er helt up to date, men i retrostil - tydeligvis en hilsen til de klassiske arcadespil. Bag overfladen gemmer sig et djævelsk udfordrende shoot'em up, som derudover giver masser af muligheder for at toptune flyenes egenskaber. Sværhedsgraden ryger efter ganske få baner højt op, men holder sig akkurat på den rigtige side af frustrationsgrænsen. Co-op for op til 4 personer fungerer rasende godt og er meget anbefalelsesværdigt. PEGI: 12 og ikon for sprog

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Lignende: Sine Mora EX (Nintendo Switch)