Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik Munch Jørgensen

Kort om bogen

Denne udgivelse giver skoleledere redskaber til at kunne udvikle en stærk stemme, som der lyttes til, ved hjælp af "lyt-lær-led"-modellen. For grundskolens ledere samt ledere i al almindelighed

Beskrivelse

Russell J. Quaglia er selv tidligere skoleleder og nu en anerkendt pioner indenfor den pædagogiske verden. I denne udgivelse har han fokus på skolelederens stemme, og hvordan den kan anvendes til at fremme udviklingen af skolen. Bogen præsenterer "lyt-lær-led"-modellen og forklarer, hvorledes modellen kan anvendes i forhold til elever, personale, forældre og det omgivende samfund til at give lederen en stemme, som bliver hørt og skaber pædagogisk udvikling

Vurdering

Det er en meget positiv og engagerende udgivelse, som taler direkte til skolelederne, klæder dem fagligt på og viser veje ud af nogle af deres frustrationer fra hverdagen. Bogen er i lommeformat og på kun 88 sider, så det er en overkommelig læseopgave i en presset og travl hverdag, som det absolut er værd at give sig i kast med

Andre bøger om samme emne

Bogen kan læses sammen med udgivelser som Faglig ledelse gennem læringsåbne samtaler og Kollaborativ professionalisme