Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

Politiske, polemiske og poetiske hudfletninger af tidens tilstand. Digte fra en af undergrundens mest vitale stemmer, nu endelig på tryk. Til læsere af ny dansk lyrik

Beskrivelse

74 digte, alle 16-linjede, med otte rimede kupletter, opdelt i 13 dele under overskrifter som Poetik, Hashpolemik, Systemlyrik Terrortaktik, Klimapanik, Tragikomik og Modstandsretorik. Digtene er bygget op efter et strengt system, forfatteren selv kalder "Stanleynismer", der udover den nævnte opstilling i verseform, skal være forsøgt skrevet på under en time og have et politisk, polemisk eller metafysisk indhold. Digtene kredser om klimapolitik, racisme, narkotikalovgivning, integration, nationalisme, pandemier og en lang række andre lokale og internationale emner

Vurdering

Det er en fornøjelse at læse Stanley Opmanns spiddende ekvilibristiske ordsammensætninger som bankpakkefrelste, landbrugsindustrisubsidier, slipsekrokodiller og frygtgrammofoner, som hvert digt flyder over af. Jeg tænker, at Opmann kunne blive ved med at øse ud af sine rim om vor selvfedme, dobbeltmoral, sindelagskontrol, statushungren og samfundets generelle deroute, for digtene besidder en rendyrket energi, som aldrig løber tør for gas og galde

Andre bøger om samme emne

Uden nødvendigvis at indeholde rimede digte er Næste skridt, Snetiger, Miljødigte 2, Slagmarkens liljer bud på andre nutidige digtsamlinger med en samfundskritisk brod