Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Mendel

Kort om bogen

Stemningsfuld og dybsindig science fiction-roman om søskendeparret Kirk og Karen, hvis kroppe og sind smelter sammen med det omgivende økosystem, som de begge forsker i. For læsere af anderledes science fiction-romaner, der har fokus på økosystemer

Beskrivelse

Kirk og Karen arbejder på samme arbejdsplads, Ancion, men har ikke talt sammen i 20 år. Kirk arbejder på et laboratorium og opdager en sær forandringsproces i et græsstrå, og Karen forsker i en genmanipuleret og melankolsk blæksprutte, kaldet Io. Historien følger de to søskende, Kirks psykiater, Keel, samt Io. Efter Kirks opdagelse i laboratoriet, begynder der at ske sære ting med ham, Karen og Keel. Noget klistret indfinder sig omkring dem, og de mister langsomt deres hukommelse, imens krop og sind forandres

Vurdering

En velskrevet og anderledes science fiction-roman med et smukt og kunstnerisk sprog, som udgør et abstrakt handlingsforløb og stiller krav til læserens fantasi. En veludført roman, som kræver sin læsers fulde opmærksomhed

Andre bøger om samme emne

Det er en meget unik roman, som ikke umiddelbart er sammenlignelig. Men ønsker man at læse en anden science fiction-roman om naturen og økologi, så kan Den femte dag af Frank Schätzing anbefales