Lektørudtalelse

Forf. er født 1937. Med denne levende og dybt engagerende bog afdækker hun de livslange bindinger mellem mødre og døtre, der ofte medfører urimelige indskrænkninger i kvinders livsmuligheder.Hun behandler sit eget forhold til sin mor og giver et så kærligt, ægte, smerteligt og humoristisk portræt af sin opvækst, at disse afsnit alene gør bogen fremragende. Der er interviews med andremødre og døtre, og samtaler med psykologer forbinder emnet. Trods dette solide faglige fundament, understøttet af noteapparat og litt.henv., læses bogen som en roman. - En søn har man til hangifter sig. En datter besidder man til man dør. Drengen roses, når han udviser selvstændighed. Han accepteres som et sexuelt individ. Datteren fastholdes i moderens beskyttende verden, hvori beggessexualitet fornægtes. Moderen lærer sin datter at frygte friheden, men maskerer frygten som tryghed. Hun forlanger at navlestrengen holdes intakt via telefonledningen. I vor fortrængte vrede modhende reagerer vi ofteuhensigtsmæssigt og opdrager vore egne døtre i samme fastholdende mønstre. Mange kvinder overfører dette afhængighedsforhold til deres mænd og kræver evig kærlighed ogkonstant beskyttelse. Kun få kvinder reagerer umiddelbart positivt når deres mand udtaler "Du ligner din mor". Bogens styrke er, at den ikke opfordrer til golde anklager. Vi må forstå og accepterevor latente vrede, men blot at anklage moderen, vil betyde at vi fremdeles undgår at tage ansvaret for os selv. Bogen er en nøgle til øget kvindelig selvforståelse, idet den tilbyder en nysynsvinkel på kvinders frigørelseskamp. Hovedvægten ligger på de gensidigt destruktive kvindelige mekanismer, hvori vi fastlåser hinanden i usikkerhed og lav selvvurdering. Værket kan ses som enudbygning til Myten om den gode mor fra 1973, hvori en gruppe norske kvinder behandler samme tema. Den er meget letlæst og skal anskaffes overalt