Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

Første bind i triologien om Mayfairheksenes historie, en moppedreng på 1002 sider, en forrygende underholdende roman om det underjordiske, og ikke mindst en slægtsskildring om Mayfairfamilien. I hver generation fødes en pige der har særlige evner, kraften nedarves gennem generationer, og er nu endt hos Rowan, der på samme dag hun blev født blev bortadopteret af moderen for at bryde den onde cirkel. Men ved moderens død får hun sandheden at vide og vender tilbage til New Orleans, og ånden Lasher, der gennem 300 år har hjemsøgt slægten, begynder sit spil med hende og hendes elskede Michael. Et mystisk selskab, Talamascaen, der studerer det overnaturlige træder hjælpende til, men hvem kan bekæmpe en djævel der kan materialisere sig hvor som helst, og som har uanede kræfter. I sidste ende ser det ud som Lasher har fået overtaget, Rowan er stukket af fra Michael, men, men. Gotisk gyser, kærlighedsroman, historisk roman i sin lange skildring af Mayfairslægtens omtumlede tilværelse, en grand guignol, der fanger læseren i sin skildring af Rowan og Michaels kamp for kærligheden mod alle odds, og den forelskede skildring af New Orleans, dampende og rådnende, dekadent og frivol, byen hvorfra ondskaben udspringer, men måske også kommer til kort