Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Nørby Sørensen

Fin blanding af grum gyserhistorie og barskt eventyr af den livskloge slags. "Han hed Brun men var det ikke", lyder en beskrivelse af romanens hovedperson, en farveløs forsikringsagent i firmaet "Forsynet", hvis største livsgerning er, at han som regel altid gør, hvad han får besked på. Fanget i hverdagens trummerum med poppende brødrister, spruttende kaffemaskine og en krop i forfald vågner han en morgen, tilsyneladende som alle andre, for en gangs skyld ikke plaget af natlige mareridt om døde rådnende mennesker. Denne dag er han tilsagt et møde i det mystiske "DIREKTORATET", hvor han kommer til at vente længe i en labyrint af næsten ens venteværelser før sit møde med den ligeså mystiske "Grungen". Men hvad eller hvem er Grungen, og hvad er om nogen Bruns livsopgave og fremtid? Der slås sprækker og til sidst store huller i virkeligheden i denne symbolladede roman, hvor fortrængte følelser og livsfrygt knuger i et mareridtsagtigt univers inspireret af Kafka, hvor intet er helt, som vi tror vi kender det. En lille roman af høj original kvalitet, som fortjener anerkendelse og læsere. Intelligent underholdning af den tænksomme slags, hvor pointer og visdom stadig kværner i hovedet længe efter sidste side er vendt