Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Caft

Anvendelse/målgruppe/niveau

Richard Yates' roman fra 1961 er her udgivet på dansk i hælene på Sam Mendes' filmatisering med superstjernerne Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Den bidske, sorte og hjerteskærende roman fra 50'ernes USA vil tiltale læsere af stærke tidsbilleder, udviklingsromaner og ikke-sødladne kærlighedsromaner. Romanen har ikke filmforside

Beskrivelse

På Revolutionary Road i en forstad til Connecticut bor parret Frank og April i typisk forstadsidyl med faste sociale cirkler, hjemmegående husmødre og flæseforklæder. De føler sig fanget og ønsker sig tilbage til bohemetiden med uforudsigelighed, livsappetit og -mod. I et smukt sprog med skarpe iagttagelser og beske bemærkninger beskriver Yates sine to hovedpersonernes svigt over for sig selv og hinanden. Forsiden viser en society-kvinde fra 50'erne lænet ind over et bord med cigaretten for munden og et tankevækkende og opfordrende blik til beskueren. Bagsideteksten introducerer handling og emne på bedste vis

Sammenligning

Foreliggende bog første udgave af denne roman på dansk

Samlet konklusion

En glimrende, hjerteskærende og tankevækkende roman om kærlighed og svigt i 50'ernes USA, hvor ægteparret April og Frank Wheeler er strandet i et trivielt forstadsliv, mens de ønsker sig andet og mere. Sprogligt suveræn, persontegningen kompleks og nærværende. Romanen er filmatiseret i 2008 med DiCaprio og Winslet og havde premiere i Danmark i januar '09