Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kærlighedsroman til den læser, der interesserer sig for balancen mellem seksualitet og kærlighed, og går mere efter en hverdagshistorie tilsat lidt dramatik, end efter sproglige udfordringer

Beskrivelse

Synnøve Søe (f. 1962) debuterede i 1989 med den anmelderroste roman Fars. Denne roman er den ottende fra hendes hånd, og denne gang har hun valgt at skrive indenfor kærlighedsgenren. Den irske forfatter Colm slås med skriveblokeringer, og han er flyttet ud på bjerget uden for Dublin for at komme væk fra bylivet. Han møder forskellige kvinder, som han føler sig tiltrukket af, men han har svært ved at knytte sig til nogen. En dansk kvinde Karen er flyttet ind i nabohuset med sine to drenge, som Colm hurtigt bliver glad for, selv om han aldrig tidligere har beskæftiget sig med børn. Colm og Karen opbygger et venskab og forskellige dramatiske begivenheder sætter forfatteren i gang med at overveje sit forhold til kvinder og seksualitet. Sproget er berettende, handlingsorienteret og bygget op af korte sætninger i et enkelt næsten lidt fladt sprog. Bogens dramatiske episoder virker lidt overflødige i forhold til romanens plot

Sammenligning

Bogens hverdagsagtige univers minder om Helle Helles enkle stil, men uden den samme sproglige indføling. Sprogligt ligger romanen snarere et sted mellem Jane Åmund og Bjarne Hatting

Samlet konklusion

Forudsigelig kærlighedsroman tilsat lidt dramatik, skrevet i et meget enkelt letlæst sprog