Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Intens og fortættet kollektivroman om en gruppe unge japanske kvinders skæbne som postordrebrude i Californien. Den kan læses bredt, og den fine forside skal nok hjælpe den på vej

Beskrivelse

Året er 1919, og ombord på et skib over Stillehavet er en gruppe unge japanske kvinder. I Californien venter deres kommende ægtemænd, som de aldrig har set, men som de har store forventninger til. Hele romanen fortælles gennem et navnløst vi, og der skiftes konstant synsvinkel. Denne raffinerede og virkningsfulde teknik giver et godt drive og virker på ingen måde opremsende eller fragmentarisk. Tværtimod bliver en lang række skæbner og situationer ubesværet rullet op for læseren i få ord og i en inciterende form. Vi møder naive, forsagte og drømmende kvinder, der alle prøver at få det bedste ud af livet for sig selv, deres mere eller mindre pålidelige mænd og de børn, de efterhånden får i det fremmede land med de fremmede skikke. Der bliver slidt i det i markerne, i små virksomheder og i fine folks huse frem til 1941, hvor alt japansk pludselig bliver ildeset pga. krigen

Sammenligning

Første roman på dansk af Julie Otsuka, født 1962 i San Francisco og med japansk baggrund. Temaet i Og vi kom over havet er sammenligneligt med Jojo Moyes' Brudeskibet, 2006

Samlet konklusion

Fin og bredt anvendelig kollektivroman om den amerikanske drøm personificeret af en gruppe unge japanske kvinders skæbne som postordrebrude i Californien i årene 1919-1941. En roman, som på en gang er god at få forstand af, og som samtidig er god underholding