Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogens hvide omslag med titel og forfatternavn trykt i en pink nuance antyder det noget intellektuelle indhold. Især henvender den sig til læsere af fransk samtidslitteratur, men fortjener en større læserskare, hvilket vil kræve en aktiv formidlingsindsats

Beskrivelse

Med sin lille debutroman, der var nomineret til flere priser, bl.a. debutantprisen Prix Goncourt du Premier Roman 2013, skriver franske Sylvie Bocqui (f. 1962) sig ind i traditionen efter Margurite Duras. Få sider inde i bogen står det klart, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem omslaget og den stil og stemning, som bogen er skrevet i. En kvinde ankommer ved romanens start til et mondænt hotel ved den franske riviera, hvor hun arbejder som oldfrueassistent. Sansemættet og intimt beskriver Bocquis, hvordan hun går sine runder fra værelse til værelse og kontrollerer, at alt er i orden, undersøger gæsternes genstande og stjæler små pift af deres parfumer

Sammenligning

Der bliver desværre ikke oversat ret mange franske romaner til dansk, men læsere med sans for fransk samtidslitteratur bør dog holde øje med forlaget Etcetera, som er dedikeret til den franske romankunst. I 2013 udgav det den prisvindende Célia Houdarts Carrara og Hubert Mingarelles Fire soldater

Samlet konklusion

Der hviler en tiltalende stilhed og melankoli over denne lille sansemættede bog, som man skal være aldeles tykhudet for ikke at blive berørt af. Der er tale om et litterært værk af høj kvalitet, som fortjener bred formidling