Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Kort om bogen

Slægtshistorie om fattige, indiske Anahita, der i 1911 kommer til England og forelsker sig i en arving til et gods. Læs historien om Anahitas oldebarn, der hundrede år senere kommer til godset for at finde sandheden om slægten, hvis du holder af romantiske, historiske dramaer

Beskrivelse

Indiske Anahita er veninde med prinsesse Indira og bor i paladset. Da Indira skal på kostskole i England kommer Anahita med, og hun får derved en uddannelse. Anahita har arvet sin mors evner som healer og begynder på en uddannelse til sygeplejerske. Hun forelsker sig i Donald, der er arving til godset Asbury Hall. Hundrede år senere ankommer Anahitas oldebarn Ari til dette gods for at undersøge, hvad der skete med Anahitas søn. På godset møder Ari den smukke amerikanske skuespiller Rebecca. Historien springer i tid mellem 1910-1920 og 2011, og den er til dels fortalt som Anahitas nedskrevne historie til den forsvundne søn

Vurdering

Romanen er omfangsrig og virker noget langtrukken, selv om den er godt skruet sammen med spændingspunkter og overraskelser undervejs. Det eksotiske miljø i Indien bliver på overfladen, mens det engelske overklasseliv er beskrevet mere indlevende. Sproget er klichefyldt og gør personerne temmelig trivielle

Andre bøger om samme emne

I alle forfatterens romaner, senest Lavendelhaven, handler det om at søge sin familiehistorie og finde kærligheden. Kate Morton og Marcia Willett skriver lignende romantiske slægtsromaner