Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Skøn bog med yogaøvelser til de 3-8-årige. Velegnet til brug i såvel børnehave og indskoling, som i hjemmet

Beskrivelse

"Der er bjerge, der er skrå. Der er bjerge, der er små. Der er dem med toppe på, som når op til himlen blå." Således ledsager Lotte Sallings remse yogaøvelsen "Bjerget", her tilpasset til mindre børn af yogalærer Emmamaria Vincentz. På samme måde finder man 39 øvrige øvelser i bogen, hvor remser og øvelser supplerer hinanden, med fokus på den motoriske og sproglige stimulering af det mindre barn. Lea Letén har illustreret hver enkelt øvelse med en kombination af akvarel og stregtegning, hvor akvarellen er bagvedliggende og forestiller fx bjerget, mens stregtegningen forrest viser barnet i færd med at udføre øvelsen. Ved hver øvelse finder man instruktion, angivelse af fokusområde, samt tips, fx særlige forbehold eller forslag til videre leg. Øvelserne er opdelt således at de kan udføres i serie som et samlet yoga-program, men kan også fint udføres enkeltvist

Vurdering

Meget velfungerende og charmerende bog. Yogaens mange styrker får endnu en dimension, når den kombineres med Sallings fine remser, der hjælper barnet ind i øvelsen og styrker det kropslige og sproglige simultant. Illustrationerne er i Leténs enkle og sødmefyldte stil

Andre bøger om samme emne

I Jeg er en slange findes der mange fine yoga-øvelser for samme aldersgruppe, men disse er uden ledsagende remser