Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Kort om bogen

Tre unge venner med fremtiden foran sig og forskellige muligheder og håb, bliver langsomt voksne og glider fra hinanden i forsøget på at finde deres plads i verden. For læsere af ny dansk litteratur om den svære tid mod voksenlivet

Beskrivelse

Zach, Mal og B er venner og på vej mod at blive voksne. De drages af forskellige retninger i livet og glider langsomt fra hinanden. I punktnedslag kan man læse om deres kærester, livssvalg og overvejelser om fremtiden. De tre unge mænd er meget forskellige: En tager på universitetet, en bliver pusher, mens den tredje lader sig indrullere i hæren i forsøget på at undgå kriminaliteten derhjemme. Tehuset Shefali spiller en rolle som en slags samlingspunkt, hvor nogle mystiske kladdehæfter fortæller en historie om en fjerde person, der har glemt, hvem han er

Vurdering

"Kind of Blue" er en fin og kort roman, der i punktnedslag fortæller om tre unge mænds rejse mod voksenlivet. Det ekstra lag med en ukendt fjerde person fra fortiden, virker dog lidt påklistret og mærkeligt. Alligevel er bogen udmærket, da de tre hovedpersoners liv og tanker beskrives, så det giver rum for eftertanke

Andre bøger om samme emne

Romanen Sønner af mænd handler også om at vokse op og skulle finde sig selv. Den er dog med et humoristisk anslag i modsætning til "Kind of Blue", der er mere mystisk og eftertænksom