Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Excentriske rigmænd, der lever for magt, sex og flere penge. Og kvinderne omkring dem. En underholdende roman til dem, der elsker "Fifty shades", bare mere barsk og voldelig

Beskrivelse

19-årige Danielle arrangerer at lade sig forføre af den 30-årige karismatiske forretningsmand Martin Blackwood. Martin er dybt plaget af sin hårde opvækst og afreagerer med sex og vold. Han kommer ind i erhvervselitens inderkreds, hvor man knytter helt specielle bånd. Danielle knytter sig til dobbeltagent Michaels/Martin Mikkelsen og skriver på en bog om sine oplevelser med Blackwood. 1. del af trilogi

Vurdering

Bogen er skrevet i amerikansk underholdningsstil og kun stednavne afslører, at den delvist foregår i Danmark. Ret kulørt med gentagne beskrivelser af udseende og overdådig luksus. Den gradvise afdækning af Martin Blackwoods frygtelige opvækst bygger op til psykologisk portrættering, hvilket stort set er fraværende hos de andre hovedpersoner - Danielle og Martin Mikkelsen/agent Michaels. Historien om den helt almindelige 3.g-piges hverdag, langt fra Blackwoods polerede luksusliv, er ikke velintegreret og agenthistorien virker ufærdig. Måske de løse ender samles i fortsættelserne?

Andre bøger om samme emne

En bid American psycho og en bid agentroman, et lille strejf Anne Rice-agtig homoerotik og et rigdomsglitrende univers a la Judith Krantz indgår i romanen, der også minder meget om "Fifty Shades"-serien, dog med flere handlingsspor end denne