Lektørudtalelse

Forfatter: Camilla Sejerøe

Kort om bogen

Her er en omgang barsk satire over en mørk periode af Kinas historie. Velegnet til læsere af samfundskritisk litteratur

Beskrivelse

Forfatteren Yan Lianke har skrevet flere stærkt kritiske romaner om Kinas historie. Denne handler om perioden 1958-1962, hvor Kinas intellektuelle skulle genopdrages af proletariatet. Handlingen finder sted i en genopdragelseslejr, og hovedpersonerne er kun kendt af læseren ved deres professioner - fx lingvisten, teologen og forfatteren. Sidstnævnte skriver to af de fire bøger, der hentydes til i titlen. Styrets politik fører til hungersnød, og de indsatte i lejren overlades mere eller mindre til sig selv og deres selvjustits. Bogen er bygget op som afsnit af 4 forskellige bøger, og dermed beskrives 4 forskellige skæbner

Vurdering

Satire, når det er stærkest. Meget velskrevet og velkomponeret. Handlingen er flere steder så idiotisk, at man ville trække på smilebåndet, hvis ikke man vidste at det er foregået i virkeligheden, hvilket kun gør romanen endnu mere vigtig

Andre bøger om samme emne

I 2011 udkom Et kinesisk liv. [Bind] 1, en graphic novel om Kinas nutidshistorie. Første del omhandler delvist samme periode som nærværende, og ligeledes med det personlige perspektiv