Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Buur Pedersen

Kort om bogen

Emilia har aldrig fortalt sin mand om den brutale voldtægt hun var ude for, da de lige havde mødt hinanden. Kan man leve i et ægteskab med så stor en fortielse? En intens roman der vil begejstre litteraturelskere og sætte gang i læsekreds-samtalen

Beskrivelse

Få dage efter at Emilia og Bruch har mødt hinanden, bliver Emilia brutalt voldtaget. Hun skjuler sig mens sårene heler, og opsøger derefter Bruch igen. De bliver gift, får to børn og flytter ud på landet - uden at Emilia nogensinde fortæller ham om overfaldet. Samtidig med at en oversvømmelse rammer deres nye hus, vælter traumerne ind over hende, da et lille optrin bringer minderne frem. Hun nægter at være et offer, men kan hun leve med så stor en fortielse? Marijke Schermer er hollandsk dramatiker, og dette er hendes første roman på dansk

Vurdering

En intens roman, der fanger lige fra starten, og slutningen bliver læst nærmest neglebidende og efterlader en bunke vedkommende spørgsmål, der lægger op til gode samtaler. Ekstremt realistiske dialoger og ingen irrelevante passager gør den lille bog til en stor læseoplevelse, der dog også er krævende at læse. Den springer en del i tid, og man skal følge godt med, da hver sætning er vigtig. Til gengæld får man en medrivende historie om at være menneske

Andre bøger om samme emne

Den intense stemning og sproglige stramhed gav mindelser til Sten, saks, papir og Det store hus. Af andre velskrevne romaner om ægteskab anbefales Vær god ved dyrene og Historie om et ægteskab