Lektørudtalelse

Forfatter: Sanna Stagaard Gade

Kort om bogen

En historie om venskab, fjendskab, krig og tilgivelse. Om to familier, der efter års nært venskab ser sig på forskellige sider af den baskiske kamp for løsrivelse. Til erfarne læsere af europæisk litteratur

Beskrivelse

Bittori og Miren har været venner hele deres liv. Det tætte venskab har holdt ved efter de er blevet gift og inkluderer nu også mand og børn. De bor i en lille landsby i Baskerlandet, og går ikke så meget op i politik. Alt dette forandrer sig, da Mirens søn bliver medlem af ETA. Bittoris mand derimod bliver afpresset og truet af ETA. Fra den ene dag til den anden bliver Bittori og hendes familie udstødt af landsbyens fællesskab. De før så nære venner kan nu ikke engang hilse på hinanden på gaden. Det hele kulminerer en regnfuld eftermiddag foran Bittoris lejlighed, og i tiden efter bliver splittelsen mellem de tidligere venner dybere og dybere

Vurdering

En fantastisk og udfordrende historie om venskab og forsoning. Historien bliver fortalt skiftevis af de ni medlemmer fra de to familier, og springer meget i tid og sted. Det gælder om at være opmærksom og ud af teksten selv forstå, hvilken hovedperson der taler og hvor i historien vi er. Men kan man holde styr på det, bliver man også belønnet med en stor læseoplevelse

Andre bøger om samme emne

 Det blinde øje og Harmonikaspillerens søn er også spanske romaner, hvor ETA og den baskiske konflikt spiller en stor rolle