Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Glud

Kort om bogen

"Moder, søster, elskte" præsenterer ny forskning i en række kvindeskikkelser i dansk litteratur og dens forfattere. Den henvender sig til fagfolk og erfarne læsere

Beskrivelse

Overordnet set består bogen af en stribe tekstanalyser. Johannes Ewalds Arendse, H.C. Andersens "Den lille havfrue" og Søren Kierkegaards Regina samt kvindeskikkelser hos Harald Kidde, Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Karen Blixen, Martin A. Hansen og Peter Seeberg fortolkes i et religiøst kristeligt perspektiv som frelsere i den ene eller den anden forstand. Analyserne forholder sig historisk til kvindebilledet hos Goethe og Dante og i den samtidige danske litteraturhistorie, ligesom dansk og europæisk filosofi også er et referencepunkt. Metodisk set er analyserne tekstnære og har hver især et noteapparat. Slutteligt nuancerer Suzanne Brøgger med en kommentar ind i norske Sigrid Undsets og egne tekster frit fra leveren og uden det akademiske noteapparat

Vurdering

Anna Hermanns introduktion til de "senromantiske forestillinger om kvinden som mandens forløser" vækker med det samme interesse, men viser også emnets kompleksitet. Undervejs tegnes der et billede af kvinden som frelser, men også som nær-guddommeligt, åndeligt eller ophøjet væsen. I ligestillingens ånd er hun altså lige så skabende som frelsende

Andre bøger om samme emne

Hans Otto Jørgensens Horden er ligeledes et litteraturhistorisk værk, der griber den feminine side an, dog fra forfattersiden