Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Mendel

Kort om bogen

Førsteklasses underholdning og samfundssatire af og om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, kendt fra Den Korte Radioavis på Radio24syv. For læsere som kender til "fænomenet" Kirsten Birgit

Beskrivelse

Journalist Rasmus Bruun interviewer sin gamle kollega, legenden og journalisten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, fra Den Korte Radioavis. Det bliver en slags mareridtsagtig proces for Rasmus at nedfælde Kirsten Birgits farverige erindringer fra et usædvanligt liv og opvækst med faderen Jens Birgit. Kirsten Birgit deler rundhåndet ud af minder om en barndom som et ønskebarn, dog med et gensidigt had til sin moster, Kirsten Berit Pind Rask Brabrand. Og vi hører om hendes seksuelle forhold til Anne Linnet, nedfældninger fra hendes depressionsdagbog og meget, meget mere. Men er Kirsten Birgit virkelig så hård, som hun giver udtryk for? Og hvad gjorde hun egentlig med den banan, hendes far havde givet hende med i skole?

Vurdering

Det er et must, at man som læser på forhånd kender til den danske skuespiller og satiriker Frederik Cilius Jørgensens rolle som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm for helt at forstå humoren i bogen. Det er en fantastisk god bog, som man ikke lægger fra sig, før sidste side er vendt

Andre bøger om samme emne

Ønsker man at læse mere til den prisvindende samfundssatiriske Kirsten Birgit, så kan bogen Hertil - og ikke længere af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm anbefales