Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

En morder og overfaldsmand hærger i Skåne, og der viser sig at være en forbindelse til gamle og uafsluttede sager i Sverige og Danmark. For læsere af gedigne svenske krimier

Beskrivelse

Vicekriminalkommissær Tess Hjalmarsson arbejder egentlig med cold cases hos politiet i Malmø, men bliver koblet på en aktuel sag om en overfaldsmand. Han har tidligere voldtaget en række kvinder i Københavnsområdet, men er nu rykket til Skåne, hvor hans sidste offer ikke alene er blevet voldtaget, men også slået ihjel. Tess og hendes makker Marie efterforsker sagen om kap med tiden, og pludselig peger DNA-spor på en cold case, hvor en ung kvinde i det sydlige Sverige forsvandt og aldrig er blevet fundet. De to sager fletter sig ud og ind af hinanden, og især den gamle cold case påvirker Tess personligt. Det er første krimi i en serie, som er inspireret af uopklarede kriminalsager fra den virkelige verden

Vurdering

Velfungerende og spændende krimi med et udmærket plot, og den foregår i et velbeskrevet vinterligt og stormomsust Skåne. Tess er et interessant bekendtskab, og om hun bliver den gennemgående efterforsker i serien, må tiden vise

Andre bøger om samme emne

Kan læses på linje med andre mellemklassekrimier fra den svenske provins. Det kan fx være krimier af Mari Jungstedt, Camilla Läckberg og Viveca Steen, men dog umiddelbart uden den gennemslagskraft som disse etablerede forfattere har opnået