Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Det som ingen ved er en vaskeægte thriller med spark til det mere og mere omsiggribende politiske overvågningssystem. Altså en spændingsfilm med aktuelt sigte og samtidig med et meget dansk, menneskeligt ansigt. Filmen henvender sig derfor til et publikum med interesse for krimier i almindelighed og meningsfyldt, ny dansk dramatik i særdeleshed

Beskrivelse

Det går støt ned ad bakke for Thomas Deuleran: Han ernærer sig halvhjertet som omrejsende sanger og underholder for skoleklasser; hans kone vil skilles; og hans søster findes druknet under mystiske omstændigheder! Yderligere lider Thomas af et ubearbejdet opgør med sin afdøde far, der var efterretningsofficer i forsvaret. Og traumerne bliver lyslevende, da det viser sig, at søsterens død hænger sammen med faderens arbejde med biologiske våben og medlemsskab af en udemokratisk, militær arbejdsgruppe

Sammenligning

Instruktøren Søren Kragh-Jacobsen (f. 1947) har bevæget sig frit i forskellige genrer og har begået både børnefilmen Gummi Tarzan (1981) og afsnit af tv-spændingsserier som for eksempel Livvagterne. Det som ingen ved (2008) er, også på grund af hovedrolleindehaveren Anders W. Berthelsen, i slægt med den politiske thriller Kongekabale (2006). Men plottet med en uskyldig mand i et djævelsk spil fører tilbage til mester Hitchcock og en film som Menneskejagt (1959)

Samlet konklusion

Spændende og velfungerende film, som det bestemt er værd at stifte bekendtskab med, selv om logikken ikke ganske holder vand, og det politiske budskab syner en anelse påklistret