Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Rejsen til Saturn er en 3D-animeret familiefilm, men filmens særegne kombination af ekstreme vulgariteter, munter og også undertiden besk satire samt det store uforpligtende danske grin henvender sig mestendels til familiens voksne og halvstore rødder

Beskrivelse

På grund af et afbud i sidste øjeblik kommer Per Jensen med som astronaut på den rumrejse til Saturn, som skibsreder, finansmand, mediemogul og entreprenør Kurt Maj har finansieret. Officielt er det for at finde miljøvenlige energier og plante Dannebrog på planeten. Men der er også en skjult dagsorden: Kurt Maj vil sælge ud af Jordklodens vand til nogle krigeriske aliens, der allerede har taget Saturn i besiddelse. Rumrakettens mandskab er derfor sammensat af en flok umuliusser, der ikke kan undgå at spolere missionen. Men Kurt Maj har undervurderet Per og folkesjælens dybde, der henter næring fra øl, fisse og hornmusik!

Sammenligning

Rejsen til Saturn (2008) er produceret af danske A. Film og fremstår som en munter opdatering og meget fri bearbejdning af Claus Deleurans satiriske tegneserie fra 1977. Men filmen er også beslægtet med A. Films genistreg Terkel i knibe (2004), der stort set overskred samtlige normer for såkaldt god smag, takt og tone!

Samlet konklusion

At flytte den danske kolonihavekultur ud i rummet i karikeret form er lidt af en bedrift, men vovestykket lykkes. Kongehus og statsminister samt storkapital står muntert for skud med en salve af lige dele platheder og absurditeter. Filmen er momentvis meget morsom og anbefales som danmarksbillede