Filmvurdering

Forfatter: Charlotte Cathrine Pedersen

Kort om filmen

Historien om Marlon Brandos liv - fortalt af skuespilleren selv. Et personligt og ærligt portræt af en af USA's største filmstjerner. For alle med interesse for Marlon Brando og USA's filmhistorie i det 20. århundrede

Beskrivelse

Marlon Brando indtalte historien om sit liv på bånd. Det er fortællingen om skuespillet, hans lærer Stella Adler, den dybt personlige spillestil - og i ungdomsårene, ofte vrede karaktérroller, der banede vejen til hans ikoniske stjernestatus. Han beretter om hvordan inspirationen til rollerne som den vrede machomand, er inspireret af hans egen voldelige far, der tævede moderen. Efter nogle mindre heldige roller bl.a. "Mytteriet på Bounty", der blev indspillet på Tahiti, skruer Brando delvist ned for karrieren. På Tahiti møder Brando en ro og venlighed, der tiltrækker ham, og han opkøber en lille ø for at dyrke grøntsager og tilbringe tid med sine to børn. Sideløbende engagerer Brando sig i kampen for sortes og indianeres rettigheder. Undervejs følger vi desuden Brandos "selvhypnose"-optagelser. Instrueret af den flere gange prisbelønnede britiske dokumentarist Stevan Riley

Vurdering

Et vellykket og personligt selvportræt, der giver indsigt i den gådefulde filmstjernes minder og mentale univers

Andre film om samme emne

Til forståelsen af Brando's præstationer, se bl.a. Omstigning til paradis, Sidste tango i Paris og The godfather. [Part 1]