Filmvurdering

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om filmen

Steven er en rig og dygtig hjertekirurg. Han har en dejlig kone og to søde børn. Men da den mystiske dreng Martin dukker op, begynder alt at ændre sig. Familiedrama møder thrilleren og gyset

Beskrivelse

Det går godt for den lille, rige familie. Far Steven (Collin Farrell) er en succesfuld hjertekirurg og mor Anna (Nicole Kidman) er en dygtig øjenlæge. Og så har de to dejlige børn. Men alt det ændrer sig da den 16-årige dreng Martin (Barry Keoghan) dukker op i familiens liv. For Martin har en grum plan, en plan om hævn. Baseret på den græske tragedie "Ifigenia i Aulis" af Euripides. Filmen er instrueret af den græske instruktør Yorgos Lanthimos

Vurdering

En urovækkende og fornem blanding mellem Stanley Kubrick, Roman Polanski og Michael Haneke. Tilskueren kommer hurtigt på gyngende grund: hvad handler det her om og hvad skal jeg forvente af det videre forløb? Dragende og mystisk, poetisk og grum. Yorgos Lanthimos er en af vor tids mest spændende instruktører, kompromisløs og visuelt begavet, præcis som de tre nævnte mesterinstruktører. Filmen er fornemt fotograferet og sammen med den specielle lydside får Lanthimos fremmanet stemningen af en moderne, og samtidig tidløs, tragedie. Skuespillerne gør det godt, men specielt den unge Keoghan er fremragende

Andre film om samme emne

Lanthimos egen The lobster, Kubricks nådesløse Eyes wide shut eller Hanekes kliniske mesterværk Funny games U.S som Lanthimos tydeligvis er inspireret af