Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kort om bogen

To muntre bøger om tre små skadedyr til højtlæsning for de 5-8-årige. Nogle 8-årige kan læse bøgerne selv

Beskrivelse

Kakerlakken Karate, lusen Liane og loppen Springben finder sammen og forsøger i fællesskab at undgå husets beboere, der har rengøringsvanvid. I første bog er de blevet smidt ud men finder tilbage til huset gennem kloakken. I anden bog lægger de en plan for at skaffe sig en portion chokoladekage. Bøgerne har hver seks kapitler og er illustreret i farver. på hver side. Det er de første bind i en ny serie

Vurdering

Tegningerne er det sjoveste i disse højtlæsningsbøger, der mest retter sig mod børn på vej fra billedbogen til kapitelbøgerne. Illustrationerne gør sammen med det kraftige papir og den store typografi bøgerne rigtigt indbydende. Humoren i teksten bygger mest på det lidt ulækre i at spise mugne madrester, bide hunden i bagdelen og kravle ind i huset via toilettets afløb, og lever efter min mening slet ikke op til illustrationerne. Bandens lidt Olsen-Banden-agtige planer, der inkluderer forskellige remedier, og som handlingen er bygget op omkring, bliver ikke så spændende eller interessante, som der lægges op til

Andre bøger om samme emne

Ideen med at lade skadedyr være hovedpersoner minder om Karius og Baktus, hvor det er de to små tandtrolde, læseren får sympati for. Tegnerens muntre streg kan fx ses i Mozart & Robinson og den mægtige ostemåne