Lektørudtalelse

Forfatter: Ingelise Blom Hansen

Kort om bogen

Ida har det skidt, hun føler sig alene, har ondt i maven og kvalme. Hun kan ikke sove om natten, og om dagen har hun ikke lyst til at være sammen med nogen. Tidligere, da mor og far boede sammen, var det hele meget bedre. Fra 13 år

Beskrivelse

"Uro" handler om uro i kroppen, om ikke at høre til og om ikke at have det godt. Den handler også om ikke at ville tage imod hjælp. Bogen udkommer i "Hip. 10" serien. En letlæst serie om aktuelle og vedkommende emner for unge. Teksten er skrevet i korte sætninger med korte kapitler. Der er en indholdsfortegnelse i begyndelsen af bogen

Vurdering

Det er så godt, når letlæste bøger for unge har et flot og vigtigt indhold. Her fortælles om, hvor svært det kan blive, når ens forældre bliver skilt. Det burde man kunne klare, men det kan man bare ikke altid. Det er nemt at identificere sig med hovedpersonen og mærke uroen selv. Er man i samme situation, kan man spejle sig og måske få mod på selv at søge hjælp. Rigtig fin bog

Andre bøger om samme emne

Læs fx også Klik, send eller Skjulte ar om andre unge, der har det svært