Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Kort om bogen

En gennemgang af filosoffen, pædagogen og samfundskritikeren John Deweys teorier med særlig vægt på hans tanker om demokrati. Et akademisk værk til brug på universiteter og andre videregående uddannelser

Beskrivelse

John Dewey var som udgangspunkt filosof, men gennem sit lange liv bredte han sin viden og teoretiske arbejde ud til også at at få en indgående påvirkning på såvel pædagogisk tænkning, som udviklingen af demokrati som styreform og sociale samværsformer. Bogen her har særlig vægt på demokrati, og for at forstå hans opfattelse af dette, er man nødt til at forstå hans ide om kommunikation som en forudsætning for fællesskab og demokrati. Forfatteren inddrager meget af JDs teori og tænkning, men han tager særligt udgangspunkt i værket Offentligheden og dens problemer. Dewey var af den opfattelse, at uddannelse og i særlig grad erfaringspædagogik var en væsentlig faktor for demokratiets udvikling, ligesom han også inddrager troens rolle i vores demokratiske fællesskabsformer. Udkommer i serien "Statskundskabens klassikere"

Vurdering

Velskrevet og velstruktureret værk, der i sagens natur er på et akademisk niveau. Den giver en introduktion til JDs grundlæggende tanker, det er svært tilgængeligt stof, men den vil givet komme til at figurere på mange litteraturlister

Andre bøger om samme emne

To andre introduktioner til John Dewey kan sammenlignes og supplere denne: John Dewey og Med Dewey in mente, hvorimod Dewey i dag specifikt er rettet mod læreruddannelsen