Lektørudtalelse

Forfatter: Christian Hundebøl Høj

Kort om bogen

Gitte Tandrup beskriver og analyserer værker af Sandro Botticelli (ca. 1444-1510) med henblik på, hvad de kan fortælle beskueren i dag om Medici-familiens Firenze og mæcenen Lorenzo "il Magnifico" Medici. For de særligt interesserede i Botticellis liv og kunst

Beskrivelse

Bogen består af en række mere eller mindre kronologisk ordnede kapitler, der hver har fokus på ét af Botticellis værker, som beskrives indgående. Samtidig diskuteres både den samfunds- og kunsthistoriske kontekst for billederne, med henvisninger til biografiske skildringer af Botticelli, navnlig af Giorgio Vasari. Gitte Tandrup er kunsthistoriker og underviser ved folkeuniversiteter og FOF flere steder i landet

Vurdering

Der er mange gode iagttagelser og omhyggelige beskrivelser af Botticellis billeder, men selve analyserne af dem giver ofte indtryk af snæver biografisme og spekulation over referencer i billederne til datidens politiske liv. Bogen er hovedsageligt skrevet i en lang række korte, nærmest messende sætninger, hvilket giver en sær og talesprogsagtig læseoplevelse. Der er intet register og indholdsfortegnelse findes ikke i e-bogsudgaven

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke mange værker på dansk specifikt om Botticellis levned, mens der findes masser om renæssancens kunst generelt. De seneste, samlede værker om Botticelli, som bibliotekerne giver adgang til, er fx Sandro Botticelli eller Store malere og deres modeller fra hhv. 1954 og 1963