Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Gunilla Park

Kort om bogen

En dag, hvor Vera og hendes veninder leger hviskeleg i frikvarteret, vil Anna gerne være med. Men det, Anna hvisker i Veras øre, er alt andet end en sjov hemmelighed - for Anna hvisker "Min mor slår mig". Hvad stiller man op med sådan en hemmelighed? Graphic novel for 9-14-årige

Beskrivelse

Da den stille pige Anna hvisker sin hemmelighed, ved Vera ikke helt, hvad hun skal stille op. Hørte hun rigtigt? Er det noget Anna finder på? Annas mor virker da sød nok. Vera bliver nødt til at hjælpe Anna med at få hemmeligheden frem og blive sagt højt, men hvordan gør man det? "Hviskeleg" er skrevet af Morten Dürr og illustreret af Sofie Louise Dam. Du kan finde undervisningsmateriale og læse mere om bogen og dens tema på mortendurr.com/hviskeleg

Vurdering

En uhyre vigtig bog med en rigtig fin historie, som med sit meget fine layout, holdt i blå, lilla og gule toner, kan bruges bredt fra 9-14 år. Vi følger Vera, som er modtager af Annas nødråb - og hvordan hun finder ud af at få budskabet videre til de voksne, selvom det er svært

Andre bøger om samme emne

I Fluesommer hører vi om Kasper, der bliver slået af sin far, og i Det gør ondt når far slår mor kan du læse om hvordan og hvem, man taler med, hvis man oplever vold i sit hjem. Til de lidt yngre findes billedbogen Når mor og far slår