Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Graphic novel om skoleskift og mobning - hvor går grænsen mellem sjov og drilleri? 1. del i serien "Friends i fjerde". Til børn fra 8-11 år

Beskrivelse

Kaja skal starte i en ny skole, og hun er nervøs. Frank kalder hende "Blondie" og fortæller jokes om blondiner, men Kaja ved ikke, om hun skal grine eller græde. Heldigvis kommer Sari og snakker med Kaja, men så kommer Viola, som er Saris bedste veninde. Da de laver gruppearbejde, spørger Frank, om Kaja vil være hans makker. Desværre fortsætter Frank med hans jokes om blondiner, og Kaja tænker på, at hun skiftede skole, fordi hun blev drillet. Sari og Viola sætter sig hos dem og fortæller vittigheder. Kaja bliver ked af det og løber væk. Sari stopper hende, og de får en god snak om sjov og drilleri. Inde i klassen driller drengene Frank, så efter skole siger han undskyld, fordi nu ved han, at det ikke er fedt af blive drillet. Bogen har lix 12 og en tegneserieagtig opsætning med talebobler og små tegninger af Anja Gram. Forfatter og illustrator har lavet flere bøger sammen, fx Fie i tivoli

Vurdering

Sød og tankevækkende historie om hvor svært det er at finde venner og forstå hinanden. Oplagt til snak om forskel på sjov og drilleri. Bogen har finurlige og sjove tegninger i sædvanlig stil fra Anja Gram

Andre bøger om samme emne

 Linea & spejlet handler også om en pige, der har det svært med at starte i en ny klasse. ZombieLars. Bind 1 er en anden graphic novel om en vanskelig skolestart