Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

"Når man først har fået øje på klimakrisen, kan man ikke se væk". Dokumentar om den unge svenske klimaforkæmper Greta Thunberg, for et bredt publikum fra ca. 13 år. Kan også bruges i undervisningssammenhæng

Beskrivelse

I august 2018 påbegynder den 15-årige skoleelev Greta Thunberg sine fredagsstrejker foran Riksdagen i Stockholm. Ambitionen er at sætte fokus på klimakrisen og den globale opvarmning og lynhurtigt breder hendes budskab sig til FN's klimakonference og en nærmest uendelig klimaaktivistisk tour tager sin begyndelse. Millioner af frustrerede unge og voksne verden over støtter op om Gretas budskab om grøn omstilling, og bevægelsen "Fridays for future" vokser uge for uge. Men med en glødende passion kommer også depressive tendenser, angst og spiseproblemer og det enorme ansvar truer med at knække den unge klimaaktivist

Vurdering

Tankevækkende og gribende bio-pic om en stor personlighed i en lillebitte krop. Det er et stærkt og personligt billede af en meget ambitiøs og hårdtarbejdende ung kvinde, der føler et enormt ansvar for vores planet og den klimakrise, der skræmmer millioner af mennesker. En film, der både bringer håb for fremtiden og som skaber bekymring for om Gretas skrøbelige sind fortsat kan modstå det massive pres fra alt fra præsidenter til paver

Andre film om samme emne

 Rejsen til Utopia, An inconvenient truth og Before the flood behandler klimaforandringerne på hver deres måde