Filmvurdering

Forfatter: Thorbjørn Zeuthen Tirsted

Kort om filmen

Jake har en stigende fornemmelse af, at han bliver forfulgt, men hans venner tror ikke på ham. Men truslen er endnu større end Jake forestiller sig. For alle over 15 år, der elsker et godt gys og sætter pris på en film med stabilt stigende spændingskurve

Beskrivelse

Jake er en populær ung fyr, der spiller på skolens fodboldhold, har masser af venner og i øvrigt har et balanceret forhold til tilværelsen. En dag begynder han at få en række beskeder, som gør ham utryg. "VANDET VENTER PÅ DIG", skriver den anonyme afsender. Beskederne får Jake til at blive mistroisk og angstfuld, men han slår det hen som chikane fra sin kærestes ex-kæreste. Hvad han ikke lægger mærke til er den hvide varevogn, der tålmodigt følger efter ham i skyggerne

Vurdering

Billedsiden er smuk og spændingen er effektivt - om end atypisk - opbygget. Handlingen skrider mageligt fremad, der er ikke meget dialog, hele filmen kan opleves drømmende, kunstnerisk og langsom. Netop det rolige tempo og de fine billeder giver en ny vinkel på gysergenren. Resultatet er en smukt forløst gyser, som tirrer, driller, angriber og fastholder

Andre film om samme emne

Filmen dyrker en glat, æstetisk overflade med smukke mennesker i en renskuret og ukompliceret collegeverden. Kan minde om I know what you did last summer, The rules of attraction og American psycho