Lektørudtalelse

Forfatter: Christian Hundebøl Høj

Kort om bogen

Digteren Rainer Maria Rilkes hyldest og portræt af mesterskulptøren Auguste Rodin. Teksterne er skrevet både før og efter, at Rilke arbejdede som Rodins sekretær 1905-1906, og viser, hvordan Rilke var en beundrer af Rodins værker. Bogen indeholder flere af Rilkes kladder til portrættet. For særligt kunstinteresserede

Beskrivelse

Auguste Rodin (1840-1917) var en revolutionær billedhugger, der brød med mange af samtidens kunstneriske konventioner, og hvis værker har haft stor indflydelse på billedkunstens udvikling. I sit portræt af Rodin skriver Rilke også om Rodins liv, men han beskriver særligt værkerne og deres kunsthistoriske kontekst. Indholdet i bogen er sammensat af flere kilder, fx manuskriptet til et foredrag som Rilke flere gange gav om Rodin. Bagerst i bogen findes noter og ordforklaringer fra oversætteren Karsten Sand Iversen

Vurdering

Rilkes portræt af Rodin er nærmest et kunstnerisk værk i sig selv. Det er en smuk, metaforrig og til tider indforstået beskrivelse, der for den rette, tålmodige læser er en guldgrube af viden om Rodin som kunstner

Andre bøger om samme emne

Værket har senest været udgivet på dansk i 1960 som Auguste Rodin (Ved Inga Junghanns). Der findes ikke andre biografier eller monografier om Rodin på dansk udover udstillingskataloger som fx Ekstaser, Rodin eller Forskydninger