Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Pelle glæder sig til at starte i skole. Men i skolen får han ondt i maven og lyst til at grave sig ned som en grævling. Billedbog til højtlæsning og samtale om skolevægring for børn fra 6-9 år

Beskrivelse

Inden Pelle begynder i skole er alt nemt. Nu, hvor Pelle går i skole, er det svært at være Pelle. Han er træt og har ondt mange steder. Mor tager Pelle med til lægen, der giver ham det råd at tælle ting, når han bliver bange. Pelle begynder at tælle alting, og han vil ikke i skole. Han kan næsten ikke få vejret i skolens larm og mylder. Men alle børn skal i skole, siger mor. Pelle er interesseret i grævlinger og kan identificere sig med dem. Han føler ikke, at nogen forstår ham før den dag, hvor far fortæller ham, at han også engang var grævling. Måske er der en løsning på problemet? Gro Dahle og Kaia Dahle Nyhus er mor og datter og har tidligere udgivet Sesam sesam og Krigen

Vurdering

Skolevægring kan opstå i enhver skoleklasse, og det kan have livsvarige konsekvenser. Dette er en vigtig bog om, hvordan det kan føles, når kroppen reagerer psykisk og fysisk på noget, der ikke er let at forstå, hverken for den, der oplever det, eller de pårørende. Det viser bogen tydeligt. Tegningerne er ret uhyggelige, men udtryksfulde, og man forstår alvoren. Teksten går tæt på. Man kommer helt ind i hovedet på Pelle

Andre bøger om samme emne

Der findes mange billedbøger om at starte i skole, som fx I skole med Alfons Åberg, men ikke nogen om skolevægring