Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Drasbek Martinussen

Kort om bogen

En stor flot hæklebog fyldt med hæklet julepynt i klassiske farver og faconer. Alt fra nisser til kræmmerhuse, trommer og flettede hjerter. For alle typer juleglade hæklere - begyndere såvel som øvede

Beskrivelse

Bogen indledes med en liste over de videoguides med hjælp, man kan finde via KreaDeluxe's Youtube kanal. Videoguides spænder over hjælp til masketyper, teknikker, montering osv. Herefter er en beskrivelse af de tre sværhedsgrader der anvendes på opskrifterne gennem bogen. Opskrifterne er tildelt et, to eller tre juletræer. Hver opskrift har angivelse af materialer, redskaber, mål, hæklefasthed, info, arbejdsgang og et "sådan får du et godt resultat" afsnit. Ved nogle af opskrifterne er der tegnede diagrammer over arbejdet. Ved alle opskrifter er der helsides farvefoto af det færdige arbejde og også fotos af arbejdet undervejs

Vurdering

En super flot bog, rigtig lækker kvalitet i hardback med guldtryk på forsiden, guldfarvet læsesnor, flotte fotos i en moderne stemning og en meget overskuelig og gennemarbejdet fremstilling af opskrifterne. Og med de tilknyttede videoguides er opskrifterne super nemme at gå til, for hæklere på alle niveauer

Andre bøger om samme emne

De to forfattere har tidligere udgivet Hæklet nordisk julepynt. En anden bog med hæklet julepynt er Hækl din julepynt : 25 opskrifter på hæklet julepynt