Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Genfortælling af Biblen for børn. Med 61 korte historier fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Til oplæsning for børn fra 5 år og til selvlæsning fra 10 år

Beskrivelse

Bogen indeholder 33 historier fra Det Gamle Testamente, fx skabelsesberetningen, Adam og Eva med slangen i paradisets have, Moses i kurven, de ti plager, de ti bud, David mod Goliat samt Jonas i hvalens mave. Derpå 28 historier fra Det Nye Testamente, fx Jesu fødsel, de tolv disciple, den barmhjertige samaritaner, det sidste måltid, Jesu korsfæstelse og genopstandelse. Hver historie fylder 3-8 sider og suppleres af illustrationer af Signe Kjær, som også har lavet Dengang Amalie fik sindssygt mange papforældre sammen med Kim Fupz Aakeson

Vurdering

Historierne behandler alle de velkendte emner fra biblen og er oplagt til at samtale ud fra. Kim Fupzs genfortællinger er altid interessante, og hans tilgang til de velkendte bibelhistorier skuffer ikke. Enkelte ord forklares som en del af historien, fx velsignelse, myrra, døbt og tolder. Det virker godt. Signe Kjærs illustrationer er virkelig flotte og passer godt til den lette tone i genfortællingerne

Andre bøger om samme emne

Der findes andre bibelhistorier for børn med samme lette tone, fx Bibelhistorier af Ida Jessen og De mindstes bibel af Synne Garff. Kim Fupz har også gendigtet lignelser, fx Næste : lignelsen om Den barmhjertige samaritaner