Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Kalenderbog med 24 små historier, hvor man følger Otto og hører om hans oplevelser i juletiden sammen med familien og i børnehaven. Højtlæsning for børn fra 4 år

Beskrivelse

Lars Daneskov har skrevet en række bøger om drengen Otto, der går i børnehave. Her er en kalenderbog med 24 korte historier, hvor man i en række hverdagsfortællinger følger Otto fra første december til juleaften. Fx historien om Otto, der får en chokoladekalender af farmor, men Otto kommer til at spise al chokoladen med det samme og får derfor ondt i maven. I en anden historie, kan Otto ikke vente med at pynte op til jul, men får fat i den forkerte kasse. Da børnene i børnehaven får serveret risengrød, spiser Otto det hele, fordi han har hørt, det bringer uheld at levne. Undervejs er små farvede illustrationer af Pernille Lykkegaard, som også kendes fra de øvrige bøger om Otto

Vurdering

Virkelig hyggelig kalenderfortælling, der med humor og et glimt i øjet fortæller små historier, der vil få både børn og voksne i julestemning. Det hele er er fortalt fra Ottos perspektiv, og de små hverdagsbegivenheder vil være genkendelige hos børn og deres forældre

Andre bøger om samme emne

Der findes mange kalenderhistorier til børn, men kun få, som er hverdagshistorier. Kan bedst sammenlignes med Aakesons Vitello : 24 julehistorier