Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

Forfatter Jesper Stein skriver sig fri af fortidens alkoholiske dæmoner og gør op med myten om den kreative, drikkende kunster. Til læsere af romaner, hvor livet og eksistensen bliver sat på spil

Beskrivelse

Efter at have drukket alkohol i store mængder gennem det meste af sit liv starter Jesper Stein i et behandlingsforløb sammen med andre misbrugere. Det bliver en intens tid, hvor han ser tilbage gennem alkoholens tåger. Samtidig går han på opdagelse i litteraturen og læser erfaringer fra andre forfattere om deres misbrug af alkohol. Særlig inspireret er han af Per Olav Enquist og Einar Mar Gudmundsson. Sammen med egne erfaringer bliver det til et personligt opgør med sit liv, "alkoholens dejlige fortrolige rum" og med myten om den kreative kunster, der marinerer sine store værker i alkohol. En personlig historie skrevet i romanform

Vurdering

Det er et utrolig ærligt, godt skrevet og ufiltreret billede fra en alkoholikers verden. Det er meget privat og almengyldigt på en og samme tid. I en blanding af private erfaringer og bredere betragtninger i nærmest essayistisk karakter formår Jesper Stein at sætte alkohol og forfattergerningen under debat. Resultatet er et angreb på forestillingen om at ægte kunst skabes gennem misbrug og klarsynethed. På den måde henvender bogen sig til kunstnere og alle andre som har haft alkoholens skyggeside tæt inde på livet

Andre bøger om samme emne

I Sindets tremmer af Einar Mar Gudmundsson og Et andet liv : roman af Per Olav Enquist skriver de begge om alkoholens magt i deres (forfatter)liv