Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Da Annie Ernaux er 12 år, forsøger hendes far at slå moren ihjel, mens hun ser på. Senere på dagen cykler hele familien en tur. Men hvad var det egentlig, som skete? Selvbiografisk roman, hvor hun forsøger at afdække hændelsen, og de spor den satte. En eftertænksom og stærk bog for læsere af biografiske kvindeskildringer

Beskrivelse

Forfatteren voksede op i Normandiet i 1940'erne og 1950'erne og har i sit forfatterskab brugt sit eget liv som udgangspunkt for refleksioner over kvindeliv, social klasse, køn og seksualitet. I denne bog prøver hun at forstå, hvad der bragte hendes forældre så langt ud, og hvordan familiens liv formede sig efter den episode. Bogen portrætterer mennesker, som prøver at undslippe deres egen baggrund, og de konventioner de lever under, og hvordan dette også kommer til at præge deres barn. Hverdagslivet, naboer, ferier og skolegangen i den katolske pigeskole, landsbyens klasseforskelle og følelsen af aldrig at være god nok er bare nogle af de elementer, bogen tager fat i. Udkom oprindeligt i 1997. Den anerkendte forfatter har udgivet flere bøger på dansk

Vurdering

En lavmælt og sindsoprivende roman, som uden store armbevægelser beskriver personernes liv og forhold, så bogen er svær at slippe igen. En meget velskrevet, letlæselig og reflekterende bog, der gør det private alment og genkendeligt. Bogen er velegnet til læsekredse

Andre bøger om samme emne

Romanen er i familie med bøger af Joan Didion, Delphine de Vigan, Simone de Beauvoir og naturligvis Karl Ove Knausgaard