Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Louise Elgård Rasmussen

Kort om bogen

Lovende debut, som præsenterer moderne digte med nerve og kant om sygdom, frygt og forelskelse. Digtene beskriver et kræftbehandlingsforløb, gnistrende og uden omsvøb. Til læsere af moderne dansk litteratur, særlig for lyrik-interesserede

Beskrivelse

Digtsamlingen består af fem dele, hvor tredje del er digtsamlingens kulmination eller vendepunkt. I denne del mærker man som læser tydeligst jeg'ets frygt, vrede og lyst til livet: "men hvad er det jeg vil hævne mig på, døden / livet, er det dét han repræsenterer for mig". I hele samlingen bruges sproget til at mane både håbløshed og poetiske billeder frem, som "sig mig er der da ingenting at holde fast i / da jeg vasker mit hår taber jeg det: modet". Digtene er skrevet øverst og nederst på siderne og optræder typografisk med megen tom plads og eksperimenterende tegnsætning. Digtsamlingen indeholder flere populærkulturelle referencer, bl.a. til reality-tv-serien RuPauls Drag Race og YouTube-kanalen Yoga with Adriene. Hovedpersonen tiltales "Fie", og deler således fornavn med forfatteren, Fie Martens Ljungmann, der er uddannet fra Forfatterskolen og debuterer med denne digtsamling

Vurdering

Blændende digte i en særdeles lovende debut, hvor sproget flyder som kræftbehandlingens mange væsker, insisterende som hospitalets lyde. Vil tiltale læsere af moderne lyrik

Andre bøger om samme emne

Insisterende og rørende som Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme. Temaet sygdom behandles også i Olga Ravns Den hvide rose