Lektørudtalelse

Forfatter: Tanja Clausen

Kort om bogen

Smuk billedbog om hvad vi mennesker gør ved naturen og hvordan naturen reagerer. For eftertænksomme billedbogslæsere fra 4-7 år

Beskrivelse

Menneskene bor i byen, og rundt om byen er der skøn natur. Menneskene elsker naturen, lige indtil den bliver besværlig. Så fælder menneskene lindetræet, fordi alle de visne blade falder ned på bilerne. De fylder al den besværlige sne ned i søen og de asfalterer rundt om husene, så der ikke er så smattet. Men så bliver det sommer! Menneskerne kan ikke bade i søen på grund af sneen, og de kan ikke længere finde skygge for den bagende sol under lindetræet. Menneskene beklager sig, men naturen er ligeglad, for naturen er naturen, og den gør hvad den vil! Forfatter/illustrator har tidligere udgivet fx Teltturen

Vurdering

Byen, dens indbyggere og naturen er hovedpersonerne i denne fine bog om menneskets indflydelse på klimaet. Vi følger naturen og byen i et helt år. Det er ikke en dyster dommedagsbog, for til slut eksisterer byen og naturen stadig side om side, på trods af deres indbyrdes kamp. Bogen opfordrer til snak om menneskers behandling af naturen og måske klimaforandringer. Illustrationerne er naive og barnlige i stregen og de understøtter fint historien

Andre bøger om samme emne

Hvis man gerne vil læse mere om klimaforandringer er Hvad sker der med vores jord? et godt bud. I Vejret og årstiderne kan man læse mere om årstiderne i naturen