Lektørudtalelse

Forfatter: Barbara Rugholm

Kort om bogen

Stilistisk raffineret roman om midaldrende Hafni, der forlader sin mand og tager på roadtrip i Danmark. Til fans af Helle Helle og læsere af minimalistisk litteratur om hverdagsliv, skilsmisse og følelser

Beskrivelse

Hafni er på roadtrip og ringer fra en rasteplads til sin veninde, romanens egentlige fortæller, men det er kun Hafni, der taler. Hun markerer sin skilsmisse med et roadtrip fra Frederikssund til Gråsten og fortæller om turen, møderne og sine tanker undervejs. Helle Helle er en af Danmarks største prosaister og har blandt andet modtaget "Kritikerprisen", "De Gyldne Laurbær" og "Det Danske Akademis Store Pris"

Vurdering

Meget gemmer sig under overfladen i de både sjove, poetiske og sørgmodige beskrivelser af Hafnis brud og biltur og tankevækkende monologer om livet og kærligheden. Gennem registreringen af turens til tider tragikomiske hændelser i et nøgternt sprog, beskrives hovedkarakteren Hafni, og læseren fornemmer det underliggende drama i hendes indre følelsesliv

Andre bøger om samme emne

Romanen er selvstændig, men knytter an til persongalleriet fra Helle Helles tidligere roman, blandt andet omtales Bob fra romanen af samme navn Bob. Kjell Askildsen og Kirsten Hamann skriver i samme beskrivende stil og tager heller ikke læseren i hånden for at forklare karakterernes indre liv. Døden kører Audi er også en finurlig, poetisk roman om et roadtrip