
- Dato
- Tid
- 10:00 - 13:00
- Sted
- Hos familien Sommerhave i Ny Højen. Vi mødes ved børnehaven på Jenlevvej 9, 7100.
Hvordan ser det egentlig ud, når man forsøger at leve inden for planetens grænser – med både børn, have og høns og uden løftede pegefingre?
Sammen med Vejle Bibliotekerne har familien Sommerhave fra Ny Højen forberedt fem små stationer i og omkring deres hus med “grønne” aktiviteter for både børn og voksne. Du kan f.eks. bygge en vindmølle af pinde nede fra skoven, bygge bogdomino og -tårne, lave havremælk og smør af overskudsmad, møde hønsene, folde origami, smage på bygkaffe – og få inspiration til at bruge færre engangsprodukter og generelt dele mere i hverdagen.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med – bare nysgerrighed og lysten til at få idéer til en mere bæredygtig hverdag. Så kom og oplev, hvordan man kan leve lidt grønnere i hverdagen.
Det praktiske:
Vi mødes kl. 10 ved børnehaven på Jenlevvej 9, 7100 Vejle, hvor der vil være mulighed for at parkere. Herfra går vi samlet ned mod Sommerhaves hjem ved Højen Bæk, hvor dagens aktiviteter finder sted – og hvor biblioteksbussen holder parkeret som base for kreative og grønne aktiviteter.
Gåturen fra børnehaven tager ca. fem minutter – følg de grønne flag eller farvede vimpler undervejs.
Arrangementet foregår primært udendørs – husk tøj efter vejret.
Det er helt gratis – bare mød op og vær med!
Stationer og aktiviteter:
- Efterårsmagi i køkkenet
Lav havremælk og smør af restprodukter, pluk urter til te, duft til bygkaffe, og smag snacks lavet af overskudsmad. - Gå i kredsløb – høns og genbrug i praksis
Lær om cirkulære vaner i husholdningen, mød hønsene, byt legetøj, tøj og bøger, og lav små kompostbeholdere, insektbo eller potter af genbrugsmaterialer. - Udforsk naturen med vilje – og byg en vindmølle
Byg en vindmølle af pinde fra skoven og gå på insektjagt ved Højen Bæk. - Bog- og bevægelseslege i og ved biblioteksbussen
Biblioteket medbringer en god stak slidte og ødelagte bøger, der ikke længere kan læses – men som er perfekte til leg! Byg tårne, lav bogdomino og fold origami. Der er præmier til de flotteste og mest kreative. Biblioteket medbringer selvfølgelig også nye og lækre bøger, der kan give dig inspiration til en grønnere hverdag og bæredygtig levevis. - Bæredygtige hverdagsvalg med omtanke
Bliv inspireret af familiens løsninger i hjemmet – se og rør ved genanvendelige bleer, fast shampoo, vaskbare karklude og stofposer.
Fælles om at dele – delefællesskaber i dit lokalsamfund
Ressourcer og Genbrug fra Vejle Kommune står desuden klar ved station 1 og 2 med projektet Fælles om at dele og fortæller om, hvordan lokale deleordninger og fællesskaber – som f.eks. redskabsdeleordninger – kan gøre hverdagen mere bæredygtig. Hør også, hvordan kommunen kan støtte nye grønne initiativer i Ny Højen.