Mr. Rock and Roll's storhed og forfald

Beretningen om Freed er således en blanding af tragedie og hurtig opstigning mod popularitetens tinder. Hans nedstigning mod drikfældighed og vanære blev brolagt af lige dele grådighed, fiflerier og ubændig tørst efter promilleholdigt fluidum.

Dog var Freed i sine velmagtsdage en visionær og blændende formidler af den musik, han brændte for parret med talent for at arrangere store koncerter, DJ events og kommunikere det hele ud til det meste af USA, hvilket datidens mediebillede og teknologi taget i betragtning var noget af en bedrift. En foregangsmand i alle henseender, som eftertiden har set på med betydeligt mildere øjne i det større perspektiv dog uden at vaske samtlige pletter bort.

Albert James ‘Alan’ Freed blev født den 15. december 1921 i Windber, Pennsylvania, USA. Under High School tiden i 40’erne forsøgte han sig som bandleder, jazzmusiker og trombonist, hvilket en svær ørebetændelse imidlertid satte en brat stopper for. Freed gjorde tjeneste i den amerikanske hær under 2. verdenskrig og vakte opsigt som DJ hos militærets radiostation. Han havde fingrene på pulsen og forstod at ‘fyre den af’ med tidens hotte jazznavne, popmelodier og peptalk.

I starten af 50’erne gjorde han begrebet ‘rock and roll’ populært på en række kommercielle radiostationer. Hans egen definition lød: ‘Rock 'n roll is really swing with a modern name. It began on the levees and plantations, took in folk songs, and features blues and rhythm’. Han spillede de sorte kunstneres egen musik frem for hvides versioner af samme og udførte et vigtigt pionerarbejde med at indvi et voksende hvidt teenagerpublikum i denne musiktradition skabt med rødder i jazz, country, r&b, ragtime og folk.

Nogle af USAs største radiostationer havde bud efter den foretagsomme Freed, der satte koncer- og dansearrangementer op, der trak et hastigt stigende publikum, der af og til lod sig rive så heftigt med af de æggende junglerytmer, at det endte i tumult, hvor politiet trak stavene. 50’ernes oprørske unge kunne ikke længere pacificeres med pæn pop og artig uskyldighed alene. I midten af 50’erne drog Freed til New York, og pludselig hoppede film og tv med på ‘Freedmania’ bølgen, mens rock and roll fænomenet nær bragte nationen på kogepunktet.

Fra 1956-59 medvirkede han i populære film som ‘Rock Around the Clock’, ‘Rock, Rock, Rock’, ‘Mister Rock and Roll’ og ‘Go, Johnny Go!’, der blandt andet præsenterede Bill Haley & His Comets, The Platters, Chuck Berry, Little Richard, Screamin Jay Hawkins, Ritchie Valens, Eddie Cochran, The Flamingos og Jackie Wilson. Tv stationen ABC hyrede Freed til ‘The Big Beat’, hvor en sort kunstner i en af episoderne dansede henført med det indbudte hvide publikum. Det fik rasende bedsteborgere og racistisk sindede Rednecks fra det sydlige USA op af stolene. Kort tid efter pillede ABC programmet af sendefladen.

Ved et fyldt arrangement i Boston i 1958 konstaterede Freed, at det lokale politi ikke undte publikum den løsslupne fest, de kom efter, og modtog en sigtelse for opfordring til uro. Det kostede en fyreseddel hos radiostationen WINS. Endnu værre gik det, da Freed sammen med andre studieværter blev afsløret for at have taget del i den landsdækkende Payola skandale, hvor musikindustrien på ulovlig vis betalte kommercielle radiostationer for at spille en sang, uden stationen gjorde opmærksom herpå. I henhold til gældende amerikansk lov var en radiostation nemlig forpligtet til at oplyse det, da sådan aktivitet blev anset for værende sponsoreret sendetid.

Freed var yderst fåmælt under afhøringerne i den kommission, som Senatet havde nedsat for at få klarhed over omfanget af bestikkelserne, der blev erklæret ulovlige i 1960 med mulighed for at idømme bødestraf og fængsling. Freed slap med en bøde og betinget dom. I samme periode kom det frem, at den berømte DJ havde tilranet sig sangskriver credits, han ikke burde have haft del i. Det mest kendte eksempel er Chuck Berrys ‘Maybellene’, men det lykkedes dog Berry at blive eneejer af sangen ovenpå et juridisk tovtrækkeri. Ulykker har det med sjældent at dukke op alene, og 1964 indkasserede Freed et læsterligt skattesmæk hovedsageligt baseret på hans andel i Payola skandalen.

Interessen for at engagere den før så ombejlede Freed faldt mærkbart i starten af 60’erne. Fylderiet tog voldsomt til i bitterhed over at måtte nøjes med at spille sin elskede musik via små obskure stationer, og i starten af 1965 bukkede kroppen under som følge af alkoholforbruget. Posthume pristildelinger og hædersbevisninger er siden midten af 80’erne fulgt i en lind strøm, der har cementeret Freeds vitale betydning for den amerikanske rockhistories udvikling samt dens afsmittende virkning på resten af verden.

Det er fuldt fortjent, da hans indsats for at nedbryde de racemæssige og fordomsfulde skel mellem sort og hvid musik ingenlunde kan og skal forklejnes til trods for det mildest talt uheldige eftermæle, hans mindre pæne karaktertræk har medført. Æret være Albert James Freeds minde og tillykke i det hinsides med 100 årsdagen.