Vinter på Månevej af Charlotte Karrebæk

Skriverprisen 2021

09.12.21
Bog-Bents Blandede Bolsjer (nr. 10)

"Otto og Leas-serien” af Charlotte Karrebæk
 

Fra 2012-2015 var jeg formand for Undervisningsministeriets Skriverprisudvalg, der har navn efter forfatteren Esther Skriver (f. 1926). Hun er en sand mester i at skrive letlæste bøger for børn.

I år havde Skriverprisudvalget nomineret følgende til Skriverprisen 2021, nemlig ”Bjørnen” af Tina Sakura Bestle, ill. Signe Kjær, ”Otto og Lea-serien” af Charlotte Karrebæk, ill. Oliver Streich & Els Cools og ”Månen flytter med” af Marianne Verge, ill. Els Cools, og man besluttede, at det var ”Otto og Lea-serien” og seriens ophavsmænd M/K, der skulle modtage Skriverprisen 2021 på 25.000 kr.

Serien om ”Otto og Lea” (Dansklærerforeningens Forlag) er for nuværende på ti titler. Bøgerne handler om Otto, der bor på Månevej, og hans nye nabo, Lea. Da vi møder dem i den første bog ’Vi bor på Månevej’, er de begge seks år, men de bliver langsomt ældre i løbet af serien. Bøgerne handler om deres ganske almindelige oplevelser, store som små, hvoraf mange foregår på Månevej i Søby. Rigtig mange børn vil genkende universet, som er et helt almindeligt parcelhuskvarter, enten fra deres eget liv, eller fra nogen, de kender.

Varme og hyggelige illustrationer


Illustrationerne af Oliver Streich og Els Cools er varme og hyggelige – fuldstændig som tonen i Søby og er en stor støtte for begynderlæseren. Alle bøgerne slutter med nogle spørgsmål til den læste tekst, som kan hjælpe med at fastholde teksten. En skøn serie for begynderlæseren og for de børn, der har svært ved at knække læsekoden. Ud over den skønlitterære oplevelse giver indholdet også et element af fag-faglighed i både tekst og illustrationer. Det giver mulighed for at skabe sammenhæng mellem læsning og skrivning og derved øve det væsentlige begreb faglig literacy hos eleverne. Således supplerer skøn- og faglitteraturen hinanden, og netop denne frugtbare kobling kan være med til at styrke elevernes videre læring.

Charlotte Karrebæk


Forfatteren til ”Otto og Lea-serien” er Charlotte Karrebæk, der er født i 1978. Hun bor til daglig i Kvistgård med sine to børn. Hun er uddannet lærer og har undervist i mange år, især i dansk for elever i indskolingen. I dag arbejder hun som projektkoordinator på Helsingør Ungdomsskole.

Hvad er det udfordrende ved at skrive letlæsningsbøger?


”Den største udfordring ved at skrive letlæsningsbøger er helt klart lixtallet. Det ligger mig forholdsvis nemt at skrive med et lavt lixtal, og alligevel har de bøger med den laveste lix helt klart taget noget tid at skrive.
Det er en spændende udfordring, dog. For hvordan skaber man indhold, der er vedkommende og interessant i en bog, som en 7-årig kan læse over lidt længere tid? Og hvordan gøres dette med et lixtal, der ikke overstiger 6 i en bog på 75 sider? En af de udfordringer, jeg stillede mig selv fra start, var også, at jeg gerne ville skrive en bog, som kunne læses over længere tid og ikke blot være en hurtigt læst frilæsningsbog.
Jeg starter altid med bare at skrive derudaf. Jeg holder naturligvis sproget simpelt og sætningerne korte fra start. Men jeg ved også, at jeg altid skal ”lixe ned” og finde erstatningsord til dem, som bliver for lange eller svære. Jeg skal omformulere og afkorte mange sætninger. Indimellem kan jeg godt synes, at det bliver kedeligt med alle de gentagelser, der er i bøgerne. Men det er kun til jeg minder mig selv om, at gentagelser og mødet med de samme ord gentagende gange er godt for læseindlæringen og den forestående automatisering af læsningen.”

Hvor får du ideerne fra?


””Otto og Lea-serien” opstod dengang jeg selv var dansklærer i indskolingen. Jeg havde længe syntes, at der manglede noget materiale på markedet, som rettede sig mod den første selvstændige læsning. Jeg savnede et materiale, som kunne bruges, når de små lige akkurat havde knækket den famøse læsekode.
De bøger, jeg kunne finde, var enten for svære eller for gamle, efter min vurdering.
Derfor gik jeg i gang selv. Uden illustrationer testede jeg nogle kapitler af på min egen 1. klasse. De kunne lide det. Mine kollegaer kunne lide det, og jeg tog mod til mig og kontaktede Dansklærerforeningens Forlag. De kunne sørme også lide det. Jeg skrev mit halvfærdige manuskript færdigt, valgte illustratorerne Els Cools og Oliver Streich, og første bog kaldte snart på flere. Rejsen med ”Otto og Lea” var begyndt.
Jeg har bl.a. hentet min inspiration hos mine egne børn, som på det tidspunkt havde nogenlunde samme alder som Otto og Lea. Der er også episoder eller glimt til min egen barndom. Som et eksempel på det kan Kanoturen i xxx nævnes. Jeg padlede selv på Gudenåen med hele min mors familie, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg var bange for det dybe vand i Mossø og for tyren, vi så på marken. Det er også mig selv som barn, der har oplevet indbruddet i naboens hus i bogen ”Vinter på Månevej”.

Min egne børn og deres venskaber, uvenskaber, dilemmaer og udfordringer har også været en gratis inspiration. Og som forældre skal man jo hjælpe sine børn. Derfor er det også ofte min egne anbefalinger eller løsningsmodeller, der kommer frem med Otto og Leas forældre.

Der er også anekdoter eller dilemmaer fra de klasser, jeg har haft igennem tiden. Indskolingsklasser er jo i sig selv et studie i dilemmaer i børnehøjde, så de lå også lige for. Og jeg kunne nu godt selv være den rare klasselærer Maja.
Jeg har bevidst valgt, at bøgerne skal være realistiske, hverdagsnære og i børnehøjde. Der er ingen flyvske fantasi eller urealistiske indslag. Børnene, der læser bøgerne, skal kunne genkende noget og ikke synes, det er mærkeligt.
Jeg kan godt lide at inddrage læseren selv. Derfor er der spørgsmål undervejs, hvor de små læsere selv skal reflektere og svare.”
Ligeledes er der indlagt små læseforståelsesopgaver. Disse små benspænd ”tvinger” læseren til at huske, hvad man lige har læst for et par sider siden.”

Kommer der flere historier om Otto og Lea, eller tager du fat på noget helt andet?


”Jeg startede med at skrive ”Otto og Lea-serien” i 2013, og første bog ”Otto og Lea” udkom i 2014. Den sidste ”Lea og Pandakatten” udkom i 2021. Det er blevet til 10 læsebøger og 6 opgavebøger. Opgavebøgerne er til de første 6 læsebøger. Jeg er vild med universet i ”Otto og Lea bøgerne”, og jeg er endnu mere vild med, at de små læsere er vilde med dem.
Men for nu kommer der ikke flere bøger i serien. Jeg er i gang med en brainstormfase og små ideer til en helt anden type bog. Det er en bog, der henvender sig mere til mellemtrinnet. Meeeen, skulle der opstå ramaskrig og skulle der komme efterspørgsel på flere bøger i ”Otto og Lea-serien”, vil jeg ikke afvise det.”

Oliver Streich & Els Cools


Kunstnerparret Streich & Cools har en spændende historie bag sig. Oliver Streich er født i 1968 i Schweiz, uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Bern og Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding) og fik stipendium til et års ophold på Kunstakademiet i Bratislava. Her traf han sin senere kæreste/partner/kone Els Cools, der er født i Belgien i 1966. Els Cools er illustrator og grafiker og er uddannet i Belgien og Slovakiet. Parret bor nu i Faaborg, hvor de har værksted og galleriet ”Galeriget”. Illustrationerne til ”Otto og Lea-serien” er hverdagsagtige, fine og humoristiske og vidner om stor indføling i seriens univers.


På Undervisningsministeriets hjemmeside kan man finde en fortegnelse over modtagerne af Skriverprisen, der blev uddelt første gang i 1995, hvor det var Esther Skriver, der modtog prisen.
 

/ Bent Rasmussen, december 2021

Materialer