The sound of songwriting

En af populærmusikkens absolut største tonesættere og poeter fylder 80 år og kan se tilbage på en unik karriere med et utal af vitale nedslagspunkter siden midten af 50’erne, der kræver en hel bog at få tilstrækkeligt hold på. Her bliver det dog kun til et koncentrat af Paul Simons omfangsrige produktion, hvilket i sig selv er så rigeligt. Paul Frederick Simon er født den 13. oktober 1941 i Newark, New Jersey og vokset op i Queens, New York. Simon lærte allerede Art Garfunkel at kende i begyndelsen af 50’erne og skrev sine første sange fra omkring 12-13-årsalderen. Hans far hjalp med at få dem nedfældet på papir inklusiv akkorder.

Stadig i puberteten indspillede Simon ledsaget af den jævnaldrende Garfunkel singlen ‘Hey Schoolgirl’ (1957) under navnet Tom & Jerry, som blev dikteret af deres pladeselskab Big Records. Frem til 1964 komponerede Simon yderligere godt 30 numre, hvoraf enkelte blev indspillet af Tom & Jerry duoen, mens Simon færdiggjorde sin universitetsgrad i engelsk litteratur og tog det indledende semester af et ikke fuldendt jurastudie. I 1964 skiftede Tom & Jerry navn til Simon & Garfunkel, efter de fik kontrakt med Columbia Records og debuterede med ‘Wednesday Morning, 3 AM’, der indeholdt fem Simon originaler herunder ‘The Sound of Silence’ senere tilføjet bas, el guitar og trommer. Sangen blev relanceret september 1965 og strøg til tops.

Simon & Garfunkel markerede sig med albums som ‘Sounds of Silence’ (1966), ‘Parsley, Sage, Rosemary and Thyme’ (1967), soundtracket til ‘The Graduate’ (1967) og ‘Bookends’ fra 1968, der indeholder klassikere som ‘Homeland Bound’, ‘I Am A Rock’, ‘Scarborough Fair’, ‘Mrs. Robinson’ og ‘America’. Januar 1970 udkom det femte og sidste album, ‘Bridge Over Troubled Water’, der blev en såvel kunstnerisk som kommerciel kæmpesucces for den populære duo, der om nogen var med til at manifestere 60’ernes tidsånd og intellektuelle klima.

Vietnamkrigen, My Lai massakren, Mason klanens bestialske ugerninger og revolutionære gadekampe i flere amerikanske storbyer hang sammen med attentaterne mod Martin Luther King og Robert Kennedy som tunge skyer over albummets hymneagtige titelnummer, der lyrisk og musikalsk båret af gospel piano og orkestralt crescendo besynger nødvendigheden af venskabets stærke følelsesmæssige bånd i en tid præget af oprørte vande.

Duoens samarbejde led under vidt forskellige prioriteringer, og da Art Garfunkel omkring udgivelsen af ‘Bridge Over Troubled Water’ sagde ja til at medvirke i filmen ‘Kødets lyst’, var det endelig slut. ‘Bridge....’ er proppet med holdbare hits og stedsegrønne statements. Ud over titelsangen bydes der på ‘The Boxer’, ‘El Condór Pasa (If I Could)’ og ‘Cecilia’. ‘The Boxer’ havde allerede været udsendt som single marts 1969.

Simon & Garfunkel har fra starten af 80’erne og frem til 2010 optrådt ved forskellige lejligheder og turneret kloden rundt. Disse reunions er dokumenteret på ‘The Concert In Central Park’ (1982) og ‘Old Friends: Live On Stage’ (2004). Begge er i vokal front på ‘My Little Town’, skrevet af Simon og udsendt som single i 1975. Forsøget med et nyt album i duo regi kuldsejlede dog. De nævnte genforeninger har musikalsk set været af svingende kvalitet, men blev enorme tilløbsstykker med høj nostalgifaktor.

Paul Simons solokarriere kom flot fra start med ‘Paul Simon’ i 1972, hvor de første flirter ud i det verdensmusikalske univers er hørbare. ‘Mother and Child Reunion’ og ‘Me and Julio Down By The Schoolyard’ vakte genklang, og anmelderne kvitterede med begejstring. Året efter cementerede ‘There Goes Rhymin' Simon’ hans position, der blev slået helt fast med ‘Still Crazy After All These Years’ (1975). Et mesterstykke noget mørkere i tonen præget af et længere skilsmisseforløb og almen pessimisme. Ud over titelsangen byder albummet på signatursangen ‘50 Ways To Leave Your Lover’ og ‘Gone At Last’. Mere begejstring, Grammy Awards og hitliste topplaceringer fulgte i kølvandet.

En tydelig afmatning satte ind, og fans af den kleine amerikaner af statur måtte vente fem år på nyt i form af ‘One Trick Pony’ (1980). Det resulterede i en film af samme navn med Simon i hovedrollen. Hverken album eller film slog rigtig an ud over ‘Late In The Evening’, der stadig er et dansant medrivende trækplaster under koncerterne. Heller ikke det noget polerede ‘Hearts and Bones’ (1983), der rummer flere fine skud, blev den kommercielle succes, man ville forvente af et navn i Simons klasse. Hans frustrationer voksede, men en ny stilretning viste sig i horisonten efter lytningen af en række kassettebånd med afrikansk musik i midten af 80’erne. Simon endte med at indspille et radikalt anderledes materiale i Johannesburg i Sydafrika ved hjælp af lokale musikere og gjorde en del hud af at fastslå, han ej havde brudt den kulturelle boykot, apartheidstyret i landet var ramt af.

Det intense arbejde med de nye rytmer og klange bar frugt med ‘Graceland’ (1986), der blev Simons største globale gennembrud efter små 30 år i branchen. Albummet er et kulørt og spraglet mix af pop, a cappella, rock, zydeco og mbaqanga. Kort sagt World beat der kunne festes og lyttes til fra Skagen til Sydafrika: ‘You Can Call Me All, ‘Graceland, ‘The Boy in the Bubble, ‘Diamonds on the Soles of Her Shoes’ og ‘Under African Skies’. Verdensmusik formen gentog sig i 1990 med det brasiliansk farvede ‘The Rhythm of The Saints’, og Simon turnerede verden over med et udvidet ensemble af afrikanske, sydamerikanske og amerikanske musikere højt ridende på en bølge af international succes.

Tempoet faldt derefter atter mærkbart, og 90’erne bød ud over ‘The Rhythm….’ kun på Broadway musicalen ‘The Capeman’ (1997). Simon diverterede endelig publikum med et nyt studiealbum i 2000, ‘You’re The One’, der blev nomineret til en Grammy for årets bedste album. 2006 udkom ‘Surprise’ og i 2011 ‘So Beautiful or So What’. Begge albums viste, at der stadig er fine sange at hente hos Simon med den stilistiske og musikalske legesyge intakt. Dette gælder også for ‘Stranger to Stranger’ (2016) og senest ‘In The Blue Light' (2018) tilføjet jazzede og eksperimenterende elementer.

Ud over ‘One Trick Pony’ har Simon gjort sig som skuespiller og medvirkende i diverse film og dokumentarfilm mest mindeværdig i Woody Allen komedien ‘Annie Hall’ (1977). Han har derudover været flittig gæst i tv showet ‘Saturday Night Live’. Hele 12 Grammy Awards er det blevet til inklusiv en Lifetime Achievement Award. Hertil kan føjes en række øvrige udmærkelser, priser og høje placeringer på lister over de mest markante personligheder i verden indenfor kultur og musik. Simon er også særdeles aktiv, når det handler om at sikre børn og unges muligheder for at kunne tage en musikuddannelse og udvikle deres kreative sider i almindelighed. Han har siden 70’erne været med til at skaffe betydelige summer til de formål.

Et beundrende tillykke til en af de mest betydningsfulde kunstnere i det 20. og 21. århundrede skal hermed lyde i anledning af de 80. Paul Simon er en sublim sangsmed af ædleste karat, der til stadighed forsøger at udvikle og forfine sine musiske og lyriske udtryksmuligheder med nysgerrigheden og et skarpt intellekt i behold. Højdepunkterne i Paul Simons sangkatalog burde bestå samtlige lakmusprøver i al evighed grundet deres indiskutable kvaliteter. Lyt blot til ‘The Sound of Silence’ og ‘Bridge over Troubled Water’ - funklende diamanter mejslet som sten i den kollektive bevidsthed.