Per Stig Møller: Sommeren ´45
- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 10
Per Stig Møller, som er en excellent formidler, tager sig her af et kapitel, som vi nok alle sammen har vidst var der, men som aldrig er taget under så grundig behandling tidligere.
4. maj om aftenen var det Frihedskæmperne, der dukkede frem og satte dagsordenen midt i den euforiske stemning af frihed. Nu skulle vi en ny vej med Danmark. Fællesskaberne, der var opstået på tværs i løbet af besættelsen skulle lede Danmark, som de havde ledet kampen mod besættelsesmagten.
Men ... i kulisserne stod de etablerede partier - de forkætrede “samarbejdspolitikere”, og de ville ikke lige lade sig spille af banen. Tydeligst så man det i befrielsesregeringen, hvor den ledende modstandsmand John Christmas Møller (der jvf. bogen selv havde regnet med at skulle være statsminister) “kun” drev det til udenrigsministerposten, mens Vilhelm Buhl (S), der især i modstandskredse blev husket for sin herostratisk berømte ”angivertale”, hvori han opfordrede befolkningen til at angive frihedskæmperne, satte sig på statsministerposten. Det lykkedes for partierne at sætte sig på magtapparatet igen, og den euforiske enighed fra “den usynlige hærs” dage gik snart fløjten. Venstre blev beskyldt for udbredt passivitet i modstandskampen, mens partiets medlemmer havde solgt flæskesider til fjenden. DKP havde ydet en heroisk indsats og betalt en høj pris - men kom de ikke lidt sent ind i kampen? Ribbentrop-Molotov-alliancen havde tvunget DKP til en - om ikke pro-tysk kurs - så en antiallieret kurs helt frem til Hitlers overraskelsesangreb på Sovjetunionen i 1941.
Ved samme lejlighed sørgede samarbejdspolitikerne for at forbyde et lovligt parti som DKP og internere dets medlemmer – et grundlovsbrud af dimensioner. Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti havde været motoren i modstandsbevægelsen - men de havde samtidig båret kappen på begge skuldre, da dele af partierne var illegale, og andre dele sad i samarbejdsregeringen. Dertil kommer partiet Dansk Samling, som var helt uplettet af samarbejdspolitikken og som havde øvet en stor indsats i modstandskampen. Partiet var startet som et ganske nationalistisk parti og havde gennemlevet noget af en udvikling på sæt og vis som Kaj Munks personlige: først en fascination af Europas stærke mænd og siden en klar røst mod besættelsesstyrkerne.
Der var, da den første eufori havde lagt sig, ophvirvlet adskilligt smuds, man kunne kaste efter hinanden, og det gjorde man så. Og imens fandt de gamle partiers folk vej tilbage i de magtstrukturer, som man kendte så godt. Samlingsregeringen, der havde omfattet ikke blot samtlige valgte partier men også mere eller mindre partiløse fra Frihedsrådet, afløstes af en ren Venstre mindretalsregering (fordi Konservative og Venstre var i gang med at save hinanden over på dette tidspunkt), og Folketingets trods alt største parti, Socialdemokraterne, havde fået sådan et nakkedrag ved valget, at de ikke skulle nyde noget, og da slet ikke at sidde på magen på ”den gamle arvefjendes” DKPs stemmer.
Per Stig Møller trækker omhyggeligt alle disse tråde op og sætter nogle meget spændende måneder i sommeren 1945 under lup. Han er som sagt en fremragende formidler, han har en enorm viden om sit emne, og han kender også det politiske spil indefra som aktiv konservativ gennem mere end 6 årtier – heraf en periode som formand for partiet, om end han her iagttager en ganske imponerende grad af upartiskhed i behandlingen af sit emne.
/ Flemming Hundevad Meng, 2021